
To fynske plejehjem – Vindinge Landsbycenter i Nyborg og Plejehjemmet Blomsterdalen i Odense – har i samarbejde med Klinisk Mikrobiologisk Afdeling på OUH gennemført pilotprojektet ”Fri for UVI”. Formålet er at forebygge urinvejsinfektioner (UVI) og reducere antibiotikaforbruget.
Som en del af projektet er brugen af urinstix udfaset, da mange ældre har asymptomatisk bakteriuri, som ikke skal behandles. Personalet er blevet introduceret til forebyggende tiltag og et beslutningsstøtteværktøj til vurdering ved mistanke om UVI.
Projektet har skabt et stærkt tværsektorielt samarbejde, og pilotplejehjemmene har halveret antibiotikaforbruget. Flere kommuner arbejder nu på at udbrede konceptet, og der er planer om at implementere ”Fri for UVI” på hele Fyn.
I Odense Kommune deltager uroterapeut Kenneth Walsted i arbejdet med at implementere og udbrede viden fra pilotprojektet til alle kommunens plejehjem. Dette sker i tæt samarbejde med praktiserende læger og kontinensinstruktører tilknyttet plejehjemmene.


Skriv et svar